Capoeira

 

Senzala Amagers historie

 

I 1997 startede Professor Rui (nu Mestre Rui) Capoeira Gruppen Senzala på Amager i København. Gruppen startede ud i lokaler i Klub 47, og træningerne foregik på skift med den lokale Muy Thai Bokseklub. I en blanding af berimbau rytmer og røgelse, rodaer og bokseringe startede de første elever til capoeira undervist på en blanding af brasiliansk og dansk. Prof.s Dorado, Cegonha og Vida trænede alle dengang.

Gruppen voksede støt og i 1999 holdt Professor Rui sin første graduering og Contra-Mestre Beto fra Rio de Janeiro, Brasilien kom til Danmark for at døbe og graduere elever sammen med Mestre og højt-graduerede fra Europa.

I 2000 blev Beto gradueret Mester og graduerede samtidig Rui til Contra-mestre.

I 2001 nedlagde kommunen gruppens træningslokaler og Foreningen "Capoeira Senzala Amager" blev stiftet. Samme år holdt Contra-mestre Rui sin 2. batizado og flere af de ældste elever startede capoeira træning op i andre byer. Elever startede, stoppede og kom tilbage.

Workshops blev holdt på skoler, institutioner og uddannelsessteder. Capoeira blev mere og mere kendt.

I 2004 og holdt Contra-mestre Rui batizado, og igen i 2005 både i Danmark og i Ukraine. Capoeira Senzala Amager har spredt sig ud over Sjælland og Bornholm samt til 5 forskellige byer i Ukraine. Gruppen får flere og flere graduerede elever...og eleverne får selv flere og flere elever. I dag er gruppen en af de største i Danmark og Rui er Danmarks første og dygtigste capoeira mester.

 

 

 

 

Capoeiras historie

 

Capoeira, brasiliansk kampsport, er en smuk sammensmeltning af farlige kampteknikker, imponerende akrobatik, leg og dans, og ledsaget af den karakteristiske capoeira sang og musik. 

Capoeiras historie starter omkring år 1500, hvor de portugisiske kolonister bragte slaver fra Afrika til Brasilien. Stammerne splittedes op for at undgå oprør og flugt og al kamptræning blev forbudt, men slaverne trænede alligevel angreb og forsvar skjult i uskyldig leg og dans. Siden udvikledes capoeira i slavernes fristeder i junglen, og selv efter slavetidens ophør forblev capoeira ulovligt med hård straf til den, der blev grebet i at udøve det. Capoeira blev dyrket af den fattige del af befolkningen efter arbejde, på helligdage og ved lignende anledninger. Det var stærkt diskrimineret af det brasilianske overklassesamfund, og optøjer startet af politiets indblanding var normalt. I 1920erne var forfølgelse og afstraffelse med til næsten at udrydde capoeira, og først i starten af 1930erne blev capoeira anerkendt og lovliggjort af regeringen. 

Capoeira har således udviklet sig fra at være en kampform og en måde at overleve til i dag at være en decideret livsstil. I Brasilien dyrkes Capoeira idag på nogle skoler på lige fod med idræt og er blevet et kulturelt kendetegn for landet. Capoeira udøves idag i Europa, USA, Asien, flere arabiske og afrikanske lande og er kendt i den øvrige verden.

Capoeiras historie - den lange

 

Man ved ikke præcist, hvor capoeiras rødder ligger, men der er god grund til at tro at kunsten kommer fra i krigsdanse og indvielsesritualer i det vestlige Angola og det sydvestlige Kongo. De folkeslag som kommer fra dette område kalder man med en fællesbetegnelse for bantu. Under kolonialismen blev mange af disse folk solgt som slaver. Bantuer har sprog der ligner hinanden, så de lærte hurtigt at tale med hinanden, og i Brasilien kaldte man dem for ”angolaer”.


På hele Afrikas vestkyst organiserede man sin modstand imod kolonimagten i krigerselskaber, en slags guerillagrupper, som gik på tværs af kulturelle skel. Mange af disse selskaber brugte former for kampkunst, som siden har været praktiseret af sømænd og slyngler rundt omkring i Afrika og Karibien. For ca 200 år siden begyndte angolaerne i Brasilien at praktisere en kampsport som de kaldte for capoeira. Navnlig i Rio de Janeiro var der mange angolaer og her praktiseredes capoeira af kriminelle bander. Der var mange både slaver og frie som dyrkede capoeira og i Rios udkant boede mange bortløbne slaver i såkaldte ”Quilombos”, befriede områder, som lå i konflikt med politiet og statsmagten.

Helt fra starten var capoeira en kulturel smeltedigel, hvor mennesker fra mange forskellige baggrunde og kulturer mødte hinanden. I løbet af det 19. århundrede begyndte flere og flere forskellige grupper at dyrke capoeira, andre afrikanske folkeslag, brasilianere og indvandrere fra Europa satte alle deres præg på kunsten. Den capoeira som fandtes i Rio i forrige rhundrede var på mange måde forskellig fra vore dages capoeira. Det var en hård kampteknik hvor man bla. trænede brugen af daggerter, foldeknive og køller. Denne capoeira havde dog også klare fællestræk med den vi kender idag.


En britisk rejsende i Rio så en dag en sort slave komme gående forbi en kusk der stod ved sin vogn og en fodgænger, der stod på gaden. De to begyndte pludselig at piske og banke slaven med stor voldsomhed. Dette er et godt eksempel på hvilken brutalitet afrikanske slaver levede under i Brasilien og den rejsende undrede sig først over hvorfor fyren først synes at affinde sig med dette pludselige og uprovokerede angreb. Han skrev i sin rejseberetning:

Den sorte havde åbenbart sine grunde til at virke så passiv. Han ventede på det rette øjeblik, og da han så sit snit, kunne end ikke et lynglimt have været hurtigere end hans bevægelser. Han bukkede sig dybt ned og gav kusken et hovedstød imod muren, som slog ham bevidstløs. Derefter snorrede han lynhurtigt rundt imod fodgængeren og sparkede ham med sin fodsål i maven, med sådan kraft og at han blev strakt livløs til jorden.

Så ku de lære det – Det var capoeira in action i Rios gader i 1819.

I begyndelsen af 20 årh. var forfølgelsen af capoeira i Rio de Janeiro så voldsom, at capoeira næsten blev udryddet. Men nordpå i Salvador var to vigtige personligheder igang med at grundlægge den capoeira vi kender idag, Mester Bimba og Mester Pastinha. I Salvador havde forfølgelsen været mindre voldsom, hvilket ikke betyder at den ikke var slem nok. Mestre Bimba fortalte hvordan det var i hans ungdom:

"De forfulgte en capoeirista som en gal hund. Tænk blot; en af de straffe som tildeltes capoeirista’er som blev taget i at spille, var at binde ham ved håndledene til halen på en hest og til en anden hest parallelt. De to heste blev så sluppet løs for at løbe frit."


Mestre Bimba fik den geniale idé at gøre en ende på denne forfølgelse ved at gøre capoeira til et brasiliansk nationalsymbol. Denne plan lykkedes perfekt. Snart begyndte store dele af Brasiliens hvide middelklasse at dyrke Bimbas Capoeira Regional, og den Brasiliens daværende diktator Getúlio Vargas udtalte at Capoeira var Brasiliens eneste sande nationalsport. Capoeiras overlevelse har sikret. Hvor capoeira tidligere havde været symbolet på alt ondt, noget som skulle bekæmpes med alle midler, så var capoeira pludselig blevet brasiliansk med stort ”B”, nationens sunde sport.

 

Det var dog ikke alle som var lige henrykte for denne udvikling. Brasiliens sorte befolkning havde i generationer videreført capoeira på trods af umenneskelig brutalitet og undertrykkelse fra landets hvide befolkning. Nu hævdede selvsamme hvide brasilianere ikke blot, at capoeira tilhørte dem, men gjorde endda sporten til samlingspunkt i deres nationalistiske ideologi. Som modtræk skabte Mestre Pastinha Capoeira Angola en afrikansk-nationalistisk capoeira. Selvom disse nationalistiske ideologier begyndte som en overlevelsestaktik, findes der dog stadig levn af dem i capoeira. F.eks. er der mange som mener at capoeirasange altid skal synges på portugisisk.

Capoeira Regional bredte sig voldsomt i Brasilien, og snart var der millioner af udøvere. En overgang forsøgte man at gøre capoeira til en hård kampsport, og i begyndelsen af 80’erne var meget af den traditionelle capoeiras ritualer og kulturelle viden, ved at forsvinde helt i Capoeira Regional. Derfor var det meget heldigt at Capoeira Angola overlevede, så disse ting blev viderebragt til moderne capoeira. I 60’erne og 70’erne havde det dog set sort ud for Capoeira Angola. Mange brød sig ikke om at Capoeira Angola insisterede på capoeiras afrikanske rødder, den brasilianske presse viste Angola, som en kedelig folkedans for oldinge, og mange af de gamle mestre holdt op med at undervise. Men i Rios capoeiraringe lykkedes det for nogle af tidens dygtige angoleiroer, som f.eks. Mestre Moraes, at skabe så meget street credit til stilen, at den overlevede krisen og idag har også Capoeira Angola spredt sig ud i verden.


I dag findes de to moderne former for capoeira, Angola og Regional over hele verden og nu som før er capoeira et mødested for mennesker fra mange forskellige kulturer. Capoeira er en kultur som har en enorm evne til at overleve, og på få generationer har den bevæget sig fra at være en egendommelig folketradition i Nordøstbrasilien til at være kendt og elsket over hele verden. Igennem hele capoeiras historie har capoeira levet under voldsom undertrykkelse og hård modstand fra sin omverden. Derfor ligger modstand og kritik af undertrykkelse dybt i kunstens axé, dens sjæl.