CAPOEIRAS RØDDER
Man ved ikke præcist, hvor capoeiras rødder ligger, men der er god grund til at tro at kunsten kommer fra krigsdanse og indvielsesritualer i det vestlige Angola og det sydvestlige Kongo. De folkeslag som kommer fra dette område kalder man med en fællesbetegnelse for bantu. Under kolonialismen blev mange af disse folk solgt som slaver.
Bantuer har sprog der ligner hinanden, så de lærte hurtigt at tale med hinanden, og i Brasilien kaldte man dem for ”angolaer”.
​
DEN FØRSTE TID
På hele Afrikas vestkyst organiserede man sin modstand imod kolonimagten
i krigerselskaber, en slags guerillagrupper, som gik på tværs af kulturelle skel.
Mange af disse selskaber brugte former for kampkunst, som siden har været
praktiseret af sømænd og slyngler rundt omkring i Afrika og Karibien. For ca 200 år
siden begyndte angolaerne i Brasilien at praktisere en kampsport som de kaldte
for capoeira. Navnlig i Rio de Janeiro var der mange angolaer og her praktiseredes capoeira af kriminelle bander. Der var mange både slaver og frie som dyrkede
capoeira og i Rios udkant boede mange bortløbne slaver i såkaldte ”Quilombos”, befriede områder, som lå i konflikt med politiet og statsmagten.
Helt fra starten var capoeira en kulturel smeltedigel, hvor mennesker
fra mange forskellige baggrunde og kulturer mødte hinanden.
DET 19. ÅRHUNDREDE
I løbet af det 19. århundrede begyndte flere og flere forskellige grupper at dyrke capoeira, andre afrikanske folkeslag, brasilianere og indvandrere fra Europa satte alle deres præg på kunsten. Den capoeira som fandtes i Rio i forrige rhundrede var på mange måde forskellig fra vore dages capoeira. Det var en hård kampteknik hvor man bla. trænede brugen af daggerter, foldeknive og køller. Denne capoeira havde dog også klare fællestræk med den vi kender idag.
En britisk rejsende i Rio så en dag en sort slave komme gående forbi en kusk der stod ved sin vogn og en fodgænger, der stod på gaden. De to begyndte pludselig at piske og banke slaven med stor voldsomhed. Dette er et godt eksempel på hvilken brutalitet afrikanske slaver levede under i Brasilien og den rejsende undrede sig først over hvorfor fyren først synes at affinde sig med dette pludselige og uprovokerede angreb. Han skrev i sin rejseberetning: Den sorte havde åbenbart sine grunde til at virke så passiv. Han ventede på det rette øjeblik, og da han så sit snit, kunne end ikke et lynglimt have været hurtigere end hans bevægelser. Han bukkede sig dybt ned og gav kusken et hovedstød imod muren, som slog ham bevidstløs. Derefter snorrede han lynhurtigt rundt imod fodgængeren og sparkede ham med sin fodsål i maven, med sådan kraft og at han blev strakt livløs til jorden. Så ku de lære det
– Det var capoeira in action i Rios gader i 1819.
​
​
DET 20. ÅRHUNDREDE
I begyndelsen af 20 årh. var forfølgelsen af capoeira i Rio de Janeiro så voldsom, at capoeira næsten blev udryddet. Men nordpå i Salvador var to vigtige personligheder igang med at grundlægge den capoeira vi kender idag, Mester Bimba og Mester Pastinha. I Salvador havde forfølgelsen været mindre voldsom, hvilket ikke betyder at den ikke var slem nok. Mestre Bimba fortalte hvordan det var i hans ungdom:
​
"De forfulgte en capoeirista som en gal hund. Tænk blot; en af de straffe som tildeltes capoeirista’er som blev taget i at spille, var at binde ham ved håndledene til halen på en hest og til en anden hest parallelt. De to heste blev så sluppet løs for at løbe frit."
Mestre Bimba fik den geniale idé at gøre en ende på denne forfølgelse ved at gøre capoeira til et brasiliansk nationalsymbol. Denne plan lykkedes perfekt. Snart begyndte store dele af Brasiliens hvide middelklasse at dyrke Bimbas Capoeira Regional, og den Brasiliens daværende diktator Getúlio Vargas udtalte at Capoeira var Brasiliens eneste sande nationalsport. Capoeiras overlevelse har sikret. Hvor capoeira tidligere havde været symbolet på alt ondt, noget som skulle bekæmpes med alle midler, så var capoeira pludselig blevet brasiliansk med stort ”B”, nationens sunde sport.
Det var dog ikke alle som var lige henrykte for denne udvikling. Brasiliens sorte befolkning havde i generationer videreført capoeira på trods af umenneskelig brutalitet og undertrykkelse fra landets hvide befolkning. Nu hævdede selvsamme hvide brasilianere ikke blot, at capoeira tilhørte dem, men gjorde endda sporten til samlingspunkt i deres nationalistiske ideologi. Som modtræk skabte Mestre Pastinha Capoeira Angola en afrikansk-nationalistisk capoeira. Selvom disse nationalistiske ideologier begyndte som en overlevelsestaktik, findes der dog stadig levn af dem i capoeira. F.eks. er der mange som mener at capoeirasange altid skal synges på portugisisk.
​
Capoeira Regional bredte sig voldsomt i Brasilien, og snart var der millioner af udøvere. En overgang forsøgte man at gøre capoeira til en hård kampsport, og i begyndelsen af 80’erne var meget af den traditionelle capoeiras ritualer og kulturelle viden, ved at forsvinde helt i Capoeira Regional. Derfor var det meget heldigt at Capoeira Angola overlevede, så disse ting blev viderebragt til moderne capoeira. I 60’erne og 70’erne havde det dog set sort ud for Capoeira Angola. Mange brød sig ikke om at Capoeira Angola insisterede på capoeiras afrikanske rødder, den brasilianske presse viste Angola, som en kedelig folkedans for oldinge, og mange af de gamle mestre holdt op med at undervise. Men i Rios capoeiraringe lykkedes det for nogle af tidens dygtige angoleiroer, som f.eks. Mestre Moraes, at skabe så meget street credit til stilen, at den overlevede krisen og idag har også Capoeira Angola spredt sig ud i verden.
​
CAPOEIRA IDAG
I dag findes de to moderne former for capoeira, Angola og Regional over hele verden og nu som før er capoeira et mødested for mennesker fra mange forskellige kulturer. Capoeira er en kultur som har en enorm evne til at overleve, og på få generationer har den bevæget sig fra at være en egendommelig folketradition i Nordøstbrasilien til at være kendt og elsket over hele verden. Igennem hele capoeiras historie har capoeira levet under voldsom undertrykkelse og hård modstand fra sin omverden.
​
Derfor ligger modstand og kritik af undertrykkelse dybt i kunstens axé, dens sjæl.